Trine Boesen, Kanalhusene, 2023

Kunstner Trine Boesen har skabt værket ‘Moon Up Sun Down’ med stor inspiration fra stedet, der til tider oversvømmes af tidevand.

Tidevandet påvirkes af månen og samspillet mellem solens og jordens tiltrækningskraft, hvilket afspejles i udsmykningen med en stor sol på væggen, der lyser kraftigt op og svæver tæt på jorden i den ellers lidt dunkle passage under bygningen.

På søjlerne, der holder bygningen, tilføjes pileskilte, der peger i forskellige retninger. Nogle skilte vil blive placeret så lavt, at de forsvinder under vandets overflade, når tidevandet kommer. Ligeledes vil tidevandet stå så højt ind over promenaden, at solen bogstavelig talt vil være ved at gå ned.

”Promenaden bliver til tider oversvømmet og forhindrer, at man kan bruge passagen, og små søstjerner efterlades på betonet, når vandet har trukket sig tilbage. Det er som en hilsen fra havets bund med en påmindelse om det kredsløb, som vi alle er en del af. Derfor blev havet, solen og månen udgangspunktet for værket ‘Moon up Sun Down’”, fortæller Trine Boesen.

Kunstprojektet ved Kanalhusene er et samarbejde mellem Horsens Kommune, Horsens Kunstmuseum og kunstbureauet Creator Projects, som tidligere har stået bag en lang række kunstudsmykninger og kunstprojekter rundt i Danmark.