Håkon Engesæth Danielsen, Søndergade 43, 2023

“Markens Grøde” af den norske kunstner Håkon Engesæth Danielsen lyser smukt op i passagen ved Søndergade 43. Værket et blevet til i samarbejde med Galleri Hjort.

Kunstneren fortæller selv om værkerne:

“Som teenager, i gymnasiet, fik jeg en opgave hvor jeg valgte at læse romanen Markens Grøde af Knut Hamsun. Det var mit første møde med eksistentialismen og det var som en dør til et nyt kapitel i mit liv.

Til vægprojektet i Horsens, har jeg derfor valgt at ære denne bog, ved at illustrere de to hovedpersoner, Inger og Isak.

Isak kommer til et ubeboet sted og begynder at dyrke og bygge. En dag kommer Inger forbi, de forelsker sig og hun bliver boende. Isak glæder sig over at imponere Inger. Det gør han ved at slæbe tømmerstokke og andet arbejde på gården. Men, han er ikke den reflekterende tænker. Han søger tilflugt i arbejdet, som en eskapisme fra de tyngende tanker. På maleriet har jeg skrevet et uddrag fra romanen “Søndage var de længste af alle dage. De fordømte ham til lediggang og traurige tanker. “

Inger har et hareskår, som har præget hende igennem hendes liv. Hun søger andres accept og jeg har derfor valgt at portrættere hende med blikket vendt mod beskueren. En dag kommer en forbipasserende til gården, med en hare i hånden. Inger er på dette tidspunkt højgravid og får panikangst , da hun tror dette er et tegn eller en forbandelse over hendes ufødte barn. Hun føder et pigebarn med hareskår og vælger at dræbe det. “Hun var ligesom mig” forsvarer Inger sin handling. Jeg har valgt at male en hare i hendes favn, som et symbol på hvordan hun ser sit barn.

På væggen i Horsens hvor malerierne skulle sættes op, er der et skilt fra 1780, som jeg ikke måtte røre ved. Til min begejstring står der på latinsk “Dette er ikke et hus, men et hospital. Vi bygger ikke rede som fugle”. Som betyder at bygningen ikke blot er skabt for at huse beboerne, men for at passe på hinanden og skabe trygge rammer i fællesskab. Dette udsagn, passer godt ind i hvad jeg ønsker at sige med malerierne – det er jo ikke sådan at jeg ønsker at beskueren skal få det dårligt ved at kigge på mine eksistentielt tunge malerier, jeg ønsker blot at folk skal kunne rumme denne form for tyngde. -i andre, men især i sig selv.”