Forfatterarkiv: Maj Thybo Andersen

Søges: Kreative unge, som er vilde med at arbejde visuelt

Anerkendte Dark Matters, som bl.a. har produceret Visuals og scenegrafi til Spleen United, Mew, Den Sorte Skole, Kashmir og Who Made Who, kommer til Horsens i uge 41 for at holde en workshop for byens kreative unge talenter. Er du én af dem … og skal du med?!

 Udkast maling sort-hvid2

I uge 41 inviterer Dark Matters og Horsens Kommune alle kreative unge talenter i lokalområdet til en workshop om videoprojektion, visuelle virkemidler og mapping. Under overskriften “Videoprojektion som kunst i byrummet” lærer Dark Matters i alt 25 deltagere at arbejde med Visuals og produktion at lysshows til byrummet.

På workshoppen vil du som deltager bl.a. lære at udvikle og producere lysshows, som kan vises på facader og bygninger i byrummet. Du bliver derudover også introduceret til historien om VJs, scenografi og rumlig formidling samt til arbejdet med mapping og videoprojektioner.

I løbet af workshoppen bliver du som deltager ført igennem alle faser af videoprojektion, herunder udvikling af koncept og idé, animation og produktion samt mapping og teknik. Du bliver med andre ord klædt på til at udvikle og producere visuelle videoprojektioner – helt selv.

Praktisk omkring workshoppen:
Workshoppen afholdes i uge 41 om eftermiddagen (kl. 16-21) mandag til fredag. Fredag eftermiddag/aften afsluttes workshoppen med en offentlig visning af det producerede materiale i Horsens midtby.

Der er plads til 25 deltagere på workshoppen, og tilmelding sker efter først-til-mølle-princippet. Det er gratis at deltage på workshoppen.

Workshoppen retter sig mod unge kreative talenter i Horsens Kommune i aldersgruppen 14-19 år. Det vil være en fordel, hvis du har grundlæggende kendskab til digital design og gerne en smule erfaring med animation.

Tilmelding sker ved at sende en mail til hip@horsens.dk med følgende oplysninger senest den 15. august:

-Navn, adresse, telefonnummer og email
-Alder, skoletrin/uddannelse
-Hvad er dine interesser? Har du tidligere beskæftiget dig med video, design og/eller animation?
-Har du gået ved fx Billedskolen Horsens Kunstmuseum, Komediehuset, Horsens Musikskole eller lignende? Har du beskæftiget dig med animation eller andet i den genre?
-Hvad kan du? Er der noget, du er særligt god til? Eller er der noget særligt, du gerne vil lære på workshoppen?

Har du spørgsmål?
Kontakt projektkoordinator Henriette W. Ipsen på mail hip@horsens.dk eller telefon 7926 2315

Street Art

Et storstilet kunstprojekt har indtaget Horsens.

Fra 21.-30. juni har nogle af verdens førende street artists gæstet Horsens for at forskønne og give identitet til udvalgte områder af bymidten og give byens borgere mulighed for at opleve byen på en ny måde.

“Art in the Park” var overskriften for begivenheden fredag den 21. juni, hvor projektet med Street Art rundt om i Horsens midtby blev markeret. Projektet er blevet til gennem et samarbejde mellem Horsens Kommune, Art Rebels, MÆRK Byen, Horsetown Collective og Østjysk Vækstbånd, og netop nu dukker forskellige spændende og overraskende kunstværker op rundt om i byen.

Street art er samtidskunst udført i det offentlige rum og er en kunstform, som virkelig har vundet stor populariet. Street art rummer en stor demokratisk værdi, fordi det er kunst, som er tilgængelig for alle, på alle tidspunkter af døgnet og dermed med til at skabe værdi for alle byens borgere.

Vitus Berings Park har bl.a. fået disse skønne fuglehuse, opsat og konstrueret af kunstneren Thomas Dambo

 Thomas Dambo fyglehuse

Street Art-projektet omfatter intet mindre en nogle af verdens førende street artists fra hele verden, der beriger Horsens med farvestrålende oaser, inspirerende byrum og uventede oplevelser.

Programmet omfatter Escif (Spanien), Brad Downey (USA), Sam3 (Spanien), Pøbel (Norge), Thomas Dambo (Danmark) og Ornduvald (Danmark & Island), men også Horsens Billedskole skal opføre værker i det offentlige rum. Det er nogle af de absolut fremmeste gadekunstnere, der besøger og allerede har besøgt Horsens.

Apotekergården er ved at bliver udsmykket med et skønt pallietværk af Örnduvald

O¦êrnduvald work in progress

Simon Caspersen fra ArtRebel siger: “Jeg er meget stolt over det line up, som vi kan præsentere i Horsens. Det er nogle af de allermest interessante kunstnere, som findes på den internationale street art-scene lige nu, og det er fantastisk, at vi kan samle dem alle i Horsens i den samme periode.

Kunstnerne opfører værker fra banegården og ned til havnen. De har vidt forskellige udtryksformer, og projektet præsenterer et bredt udvalg af street artens metoder og stilarter.

Brad Downey fra har været i gang forskellige steder i Horsens med disse sjove indslag – har du set dem et sted i byen?

Brad Downey skulptur Vitus berings parken Brad

Fotos: Henrik Haven

Horsens får prisvindende minidrivhuse til byen

Som led i sommerens MÆRK Byen-projekter, har Horsens fået to prisvindende minidrivhuse, der skal give byens beboere et grønt frirum midt i byen.

992955_476658709075310_1858759749_n

Fra torsdag den 20. juni er et par nye naboer flyttet ind i Latinerkvarteret, da to mobile væksthuse er rykket ind i krydset ved Grønnegade og Thonbogade.

De prisvindende Urban Greenhouses skal give besøgende i Horsens’ midtby et grønt frirum og fungere som en lille oase, hvor der er plads til at læse dagens avis, hyggesnakke og drikke kaffe blandt sommerblomster og krydderurter. På de regnvåde dage kan væksthusene samtidig fungere som et varmt og tørt tilflugtssted på turen gennem gågadeområdet.

De mobile væksthuse ligner et traditionelt drivhus i miniformat, men udover bede med plads til forskellige urter, blomster og grøntsager består husene også af integrerede siddepladser med plads til hygge for to personer.

Torsdag den 20. juni blev de to væksthuse for første gang sat ud i Horsens’ midtby, hvor de blev fyldt med farvestrålende sommerblomster, velduftende krydderurter og andre prydplanter. Siden foråret har en række frivillige spiret planter og blomster til væksthusene, og torsdag hjalp en række af disse frivillige med at sætte planterne ud og gøre de små væksthuse hyggelige og indbydende.

Prisvindende væksthuse

1005582_476656115742236_607116963_n

Urban Greenhouses er tegnet af sløjdlærer Line Grüner som led i et eksamensprojekt på læreruddannelsen. Line Grüner har siden vundet forskellige priser, herunder Roskilde Festivals Innovationspris i 2012 og prisen som Årets Iværksætter 2013 i Business Region Aarhus i kategorien ”Bedste fysiske produkt”, for de moblie væksthuse.

De to Urban Greenhouses bliver i første omgang placeret i krydset ved Thonbogade og Grønnegade, hvor forbipasserende kan nyde husene og de velduftende blomster, krydderurter med mere. Efter en periode i Latinerkvarteret flytter husene videre til en ny placering i Hestedamsgade og derefter videre til Jessensgade.

Trampoliner og balanceklodser på Søndergade

Fredag den 14. juni blev Horsens’ nye trampoliner og balanceklodser indviet på Søndergade og alle børn og legeglade horsensianere var inviterede med til åbningen.
IMG_7856-L
Foto: Hanne Nielsen

Nu har Søndergade i Horsens’ midtby fået to “play spots” til børn og legeglade borgere. Fredag den 14. juni blev 7 flotte orange balanceklodser samt 3 nedgravede minitrampoliner indviet på Søndergade. Balanceklodserne er placeret ud for Lottes og trampolinerne ved siden af Ruds.

Desuden er to bordfodboldborde foran Corfizt og Gran Bar blevet sat op.

Borgmester, Peter Sørensen, indviede aktivitetsområderne kl. 11, hvorefter han sammen med de fremmødte børn tog trampolinerne og balanceklodserne i brug. 

Han glæder sig over at MÆRK Byen-projekterne nu skyder op i en hastigt tempo. ”Vi er i fuld gang med at skabe en midtby med masser af nye oplevelser og aktiviteter. Der arbejdes ihærdigt for at fastholde og udvikle Horsens’ midtby som borgernes foretrukne mødested. Horsens har en fantastisk midtby, som nu suppleres med en stribe Mærk Byen-projekter, der alle har til formål at styrke bylivet i Horsens’ midtby og tilbyde nye aktiviteter og oplevelser for kommunens borgere”, siger borgmester Peter Sørensen (S).

Minitrampolinerne måler 1x1m og er beregnet til ét hoppende (lege)barn ad gangen. Trampolinerne sættes i en sammenhængende klynge, således at man kan hoppe fra den ene trampolin til den anden, eller hoppe ved siden af hinanden i en sjov hoppeleg.

På balanceklodserne kan man både kravle, klatre, hoppe eller løbe imellem, ligesom de også kan bruges som siddepladser, hvis man trænger til et lille hvil efter al bevægelsen.

Både trampoliner og balanceklodser er frit tilgængelige for alle. På henholdsvis Corfitz og Gran Bar kan man låne bordfodboldbolde og tage en dyst mod vennerne.

Skovstemning midt i byen

Horsens har fået en grøn oase med autentisk skovstemning midt på Rådhustorvet. Den nye Byskov åbnede onsdag den 12. juni kl. 15 med akustisk musik og fyldte picnickurve.

9f439f_Byskov_i_Horsens_close-up

Midt på Rådhustorvet i Horsens er der skudt en Byskov op, som indbyder til hygge på det naturtro kunstgræs mellem store træer og duftende sommerblomster.

Den nye Byskov åbnede onsdag d. 12. juni med akustiske toner af Jesse Twain: Unplugged One-man Band, fyldte picnickurve samt et opsigtsvækkende gadeindslag ved Komediehuset.

Byskoven er skabt gennem et samarbejde mellem STORMSALEN og GINNERUPARKITEKTER til Horsens Kommune.

Med Byskoven har Horsens fået en lille grøn oase med små intime rum, der giver mulighed for at hænge ud, drikke kaffe, læse dagens avis eller bare iagttage bylivet omkring sig. Udtrykket i Byskoven er inspireret af de små lysninger, som man kan opleve på en tur gennem skoven – steder, hvor et fortættet område åbner sig lidt op, og opfordrer til at man slår sig ned. Siddepladserne i Byskoven er grupperet, og byder dialog og samtale indenfor.

En lydinstallation af den danske komponist og sanger Martin Hall understreger stedets poetiske karakter med nykomponerede værker skabt specielt til Byskoven og den tilstødende Rådhusgade.

 

Efter den officielle åbning med akustisk musik og picnic-hygge, tager Martin Halls kompositioner over, og danner en naturlig lydkulisse til det nye grønne område, der er spiret op på Rådhustorvet i Horsens.

 

Byskoven er et midlertidigt tiltag, der skal stå på Rådhustorvet frem til efteråret. Byskoven er designet og produceret, så den kan sættes op i byrummet igen til foråret.