Forfatterarkiv: Maj Thybo Andersen

Horsens er blevet street

I august 2013 åbnede Horsens op for en ny bane midt på rådhustorvet. Det nye streetområde har plads til både skateboards, rulleskøjter, BMX, Trial Bikes, løbehjul og Parkour. 

Streetbane

“Med den nye bane på Rådhustorvet i Horsens, har horsensianerne fået et nyt opholdssted i midtbyen, som indbyder til aktivitet, bevægelse og fællesskab på tværs af aldersgrupper og street-genrer. Det er dejligt, at vi med den nye bane foran rådhuset har fået endnu et sted til bevægelse i midtbyen, som giver mulighed for at samles om en fælles interesse for gadeidræt,” siger borgmester Peter Sørensen (S). 

Han tilføjer, at han glæder sig over, at et enigt byråd har haft fokus på at skabe liv i midtbyen til fornøjelse og gavn for både borgerne og detailhandelen.

”Jeg er samtidig utrolig glad for, at de lokale brugergrupper har taget så godt imod den nye bane og ikke mindst har været engageret hele vejen igennem udviklingen af banen – lige fra de første ideer til den konkrete udformning og nu også til åbningen og ibrugtagningen af banen”, siger borgmesteren.


Ny bane, nyt navn

Som et led i indvielsen af banen lod man brugerne komme med navneforslag til streetområdet. Vindernavnet, Concrete Plaza blev på åbnings dagen afsløret af borgmester Peter Sørensen. Concrete Plaza er nu Horsens’ centrum for gadeidræt. 

Den knap 700 km2 store bane på Rådhustorvet er etableret af Horsens Kommune og tegnet af arkitekt og skater Søren Enevoldsen, som tidligere blandt andet har tegnet Fællesparkens store skatepark i København.

Udover arkitekt Søren Enevoldsen har en lang række lokale brugere og brugergrupper også været involveret i udviklingen af banen, heriblandt repræsentanter fra Horsens Ungdomsskole, Skateboardklubben Knæk og Bræk, Horsens Parkour Klub, StreetMekka Horsens og tidligere medlemmer af Børne- og Ungebyrådet.

Street art har udfordret Horsens

Verdensberømte street art kunstnere har skabt progressiv samtidskunst direkte på husmurerne og på industrihavnen i Horsens.

I perioden fra den 21. juni 2013 til den 30. juni 2013 fik horsensianerene glæde af Mærk Byens street art initiativ, som bød på kunst i form af vægmalerier, performance kunst, forskellige installationer og meget mere.

I et forløb på kun ti dage fik Horsens besøg af syv internationale kunstnere, som alle satte sit præg på byen. Mere end 20 værker blev opført på byens gader og gavle, men også enkelte parker samt havnen fik glæde af den moderne kunst. 

Af kunstnere havde Horsens blandt andet glæde af Sam3 fra Spanien, Pøbel fra Norge, Brad Downey fra USA og Escif fra Spanien. Alle nyder bred international anerkendelse, men også lokalt er der fans.

 

Street art ved havnen af Pøbel

Værk af Pøbel ved Søndre Kaj

 

Gavlmaleri af Escif på Gammel Havn

Gavlmaleri af Escif på Gammel Havn

 

 Lokal glæde

Det er fuldstændigt ubegribeligt, at det er lykkedes at få så store navne til Horsens. Jeg har pga. sygdom aldrig haft mulighed for at rejse og opleve street art af international klasse, så at disse kunstnere pludselig er i min hjemby er fuldstændigt uvirkeligt,” siger horsensianer Martin Christiansen, 34 år, administrativ medarbejder, som har cyklet rundt hver eneste aften, for at forsøge at opleve disse kunstnere i aktion.

Det er dog ikke alle horsensianere for hvem disse kunstnere siger dem noget særligt, men det er også underordnet, når værkerne taler for sig selv.

Jeg ved ikke en skid om kunst, men jeg synes det er sjovt. Det giver noget kulør på tilværelsen og jeg er virkelig glad for at det sker i Horsens,” siger Jeppe Meyer på 69 år, som er pensioneret havnearbejder.

Bag initiativet

Bag dette storstilede kunstprojekt står Horsens Kommune, som ønskede at få samtidskunsten ud til alle byens borgere.

Kunsten kan bidrage med overraskende, smukke og skæve elementer, der kan skabe glæde og undren i vores byrum. Med gadekunst-projektet vil alle kunne møde kunsten på alle tider af døgnet, og det vil være et markant og nutidigt bidrag til byen, der understreger, at Horsens er en by i konstant vækst og udvikling”, siger borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen (S).

Horsens Kommune tog kontakt til Simon Caspersen fra ArtRebels, som i tæt samarbejde med kommunen, fotograf Henrik Haven og det lokale kreative hus Stormsalen stablede projektet på benene. ”Det har været 10 intense dage og der er blevet skabt nogle fantastiske værker, som også bliver hovedværker for nogle af kunstnerne. Det har været en skøn oplevelse og jeg forlader byen med følelsen af, at alt kan lade sig gøre i Horsens”, siger Simon Caspersen, som har været med til at organisere kunstprojektet for Horsens Kommune.

Nyheden der skal fra New York til Fredericia
Den internationale kunstpresse har kastet sig over begivenheden i Horsens og blandt andet har verdens største og førende kunstmagasin – Juxtapoz Magazine – haft omfattende billedereportager fra Horsens by på deres hjemmeside.  Værkerne der er blevet lavet i Horsens vil dermed nå verden rundt, men de lokale horsensianere håber dog blot at nyheden når nabokommunerne.

“Jeg blev simpelthen så glad, da jeg hørte om dette projekt, fordi vi har så mange gavle, som er ret kedelige. Jeg glæder mig til næste gang jeg kommer til Fredericia, så jeg kan blære mig med hvad der sker i Horsens og hvordan vores by ser ud,” siger Linda Svendsen på 60 år, som er efterlønner.

Mærk Byens projekter – nu på kort

Se nedenstående link, der illustrerer de mange forskellige og fantastiske oplevelser under overskriften MÆRK Byen.

MÆKR Byen er en stribe projekter og initiativer, der skal skabe yderligere liv og dynamik i Horsens’ midtby. I sommeren 2013 igangsætter Horsens Kommune i alt 13 forskellige aktiviteter, som først og fremmest henvender sig til børn, unge og børnefamilier. Målet med MÆRK Byen-aktiviteterne er at fastholde og udvikle Horsens’ midtby som borgernes foretrukne mødested.

De 14 aktiviteter, der er frit tilgængelige og gratis at benytte, udgør, sammen med KUBEN på Søndergade, en unik mulighed for motion, bevægelse, fordybelse, oplevelse og fællesskab.

Oplevelser i midtbyen

3D-lysshow, der kan mærkes

I perioden fra juli-august 2014 kunne man i Horsens midtby følge med i et stort interaktivt 3D-lysshow, hvor publikum kunne deltage og dermed være med til at mærke byen.

lysshow

En udendørs projektor med placering på taget af KUBEN var redskabet, der skulle til for at vise de flotte lysshows på Bytorv Horsens’ facade. Simpelt, men alt sammen til glæde for beboere og besøgende i Horsens’ midtby. Lysshowene varede ca. 18 minutter og blev vist fredag og lørdag i sommerperioden.

Lysshowet, blev produceret specielt til byrummet i Horsens og er bygget op som et interaktivt show, hvor publikum kan deltage og være med til at påvirke showets udtryk undervejs. Ved at hoppe, vifte med armene eller læne sig frem og tilbage, kan publikum nemlig være med til fx at skubbe til nedfaldne byggesten, balancere med hoppende bolde eller dekorere facaden med kulørte malerklatter – udelukkende ved hjælp af bevægelse og lysshowets sensorbaserede 3D-effekter.

Undervejs i showet guides publikum på vej af en livagtig talende maske, som dukker frem fra lysshowets baggrund og opfordrer publikum til at lege med og mærke byen.

”Med det nye interaktive 3D-lysshow inviterer vi publikum til at lege med og blive aktiv del af lysshowets visuelle univers. På den måde får publikum både en visuel oplevelse samtidig med, at publikum bliver medskabere af det interaktive 3D-show – med andre ord, mærker de byen”, siger projektkoordinator Henriette W. Ipsen.

Det interaktive 3D-lysshow er skabt af ProShop Creative, som tidligere har produceret lysshows til bl.a. Aarhus Festuge, mens musikken til showet er skabt af den lokale musiker Mikael Elkjær, bedre kendt som ”Spejderrobot”.

Torvet er fuld af gyngende rytmer

Fredag den 28. juni satte borgmester, Peter Sørensen gang i de nye gynger på Torvet, der er en interaktiv gyngeinstallation med lys og lyd, hvor man ved hjælp af kroppen bevægelser kan mixe melodier til byens rum.

 IMG_8515-L

Installationen består af 5 gynger, som hver repræsenterer en lyd. Hver lyd aktiveres, når gyngen sættes i bevægelse, så når flere gynger spå samme tid, kan man mixe melodier til Torvet – alt sammen med hjælp af kroppens bevægelse.

“I øjeblikket pibler det frem med gode oplevelser og aktiviteter i Horsens midtby, og med den nye interaktive gyngeinstallation på Torvet, får vi tilført en masse ekstra liv i byen”, siger borgmester Peter Sørens og fortsætter: “Lignende installationer fra bl.a. Roskilde by, har vist at brugere i alle aldre i gennemsnit tilbringer 25 minutter på gyngeinstallationen, og at brugerne ofte vender tilbage af flere omgange – så jeg glæder mig over, at vi nu har fået endnu et mødested i midtbyen, som favner en bred målgruppe”.

Gyngeinstallationen er skabt af Alexandre Instituttets Interactive Spaces Lab i samarbejde med Horsens Kommune. Teamet i Interactive Spaces Lab beskæftiger sig primært med interaktive byrumsløsninger, hvor IT og brugerdrevet interaktion integreres i byrumsinventar og -installationer for at skabe levende og legende byrum.

Gyngeinstallationen indeholder ligeledes integreret lys, som sammen med lyden aktiveres, når gyngerne sættes i bevægelse.
Både lyd og lys er koblet på en timer, således at begge dele slukkes i løbet af aftenen og natten. Når lys og lyd er slukket, vil installationen fungere som en traditionel gynge.